tirsdag den 6. oktober 2009

Tjalfes Chai



At være mor er helt aldeles vidunderligt og fantastisk - dog knap så fantastisk i vinterhalvåret når barnet har racerbane-snot-stænger og nattehost. Derfor gør jeg absolut alt hvad der står i min magt (uden tvang, dog!) for at min lille Mr. T (3½år) får så super sund mad som muligt - og ikke mangler vitaminer eller mineraler. Det kan dog være sin sag at få børn til at tygge vitaminpiller - for slet ikke at nævne urtetilskud- og derfor opgav jeg også hurtigt at jagte Mr. T rundt i hele huset med multivitaminer. Næ nej, det er med børn som med mænd (!) - man må bruge snilde.
Derfor er en af mine (efterhånden mange) tricks at vi drikker aften-chai i sengen efter badetid. Og i den er masser af urter til immunforsvaret og så virker den samtidigt beroligende på sådan en lille barnekrop.

Jeg har en færdig chai-blanding stående klar af følgende:

Tjalfes Chai
Ipe roxo the (går også under navnet Pau D'arco eller Tabebuia Avellanedae)
Lavendel
Revet kanelstang
Citron melisse
Havreblomst
Kamille

Ipe roxo styrker immunsforsvaret,
Lavendel, citronmellise, havreblomst og kamille virker beroligende
Kamille er desuden også et fantastisk middel mod forkølelser og godt for fodøjelsen.
Kanel virker varmende og er både godt mod alskens vintersygdomme og modvirker huller i tænderne.

1 spiseske i en stempelkande overhældes med kogende vand og trækker i 10 min.

I fryseren har jeg så "mælken" frosset til små isstænger som vi bruger til at røre rundt i vores chai med.

Lav en liter af følgende opskrift og frys til isterninger eller isstænger.

10 mandler
1 liter vand
2 spsk lecitingranulat
5 bio-magnesium fra Pharma Nord.

Blend det hele og hæld i forme - voila, så er der super sund mandelmælk til godnat chai.

Magnesium virker muskelafslappende og beroligende. Mange (både børn og voksne) får for lidt magnesium, da vores bedste kilde er bladgrønt.
Lecitingranulat er en fantastisk fedtsyre som styrker øjne, centralnervesystem og indlæringsevne. Det sænker også det dårlige kolesterol.

Vi søder chai med Birkesød - det påvirker nemlig ikke tænderne og smager helt som sukker.

Tjalfe sover som en lille engel og har endnu ikke haft en rigtig sygedag, for vi når at tage det i opløbet hver gang- dog har vi mange pjækkedage. For selvom man har et godt helbred fortjener man stadig at være putte-"syg".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar